Højhuspolitik

Herning skal udvikle sig som en levende og sammenhængende by med visioner. Det skal Herning Kommunes højhuspolitik bidrage til.

Hernings topografi og landskabelige planforudsætninger

Herning har udviklet sig på et landskab, hvis nutidige form opstod med den sidste istid, hvor enorme smeltevandsfloder skabte hedesletten og et finmasket net af vandløb omkring de eksisterende bakkeøer i området. Dette landskabelige udgangspunkt er grundlaget for Hernings struktur, -kendetegnet ved, at bebyggelsen er placeret langs de primære indfaldsveje på de svagt hævede bakkeøer omgivet af lavere, åbne arealer som grønne kiler i bebyggelsesstrukturen.

Forholdet mellem bebyggelsesstrukturen og de grønne kiler er udgangspunktet for Herning Kommunes grønne strukturplan "Grøn plan for Herning og omegnsbyer" 1996, der opstiller retningslinjer for byens fremtidige udvikling. Strukturplanen definerer to rekreative ringe, som er strukturerende for byens vækst - den blå ring og den ydre ring. Den blå ring omslutter bymidten og består af et næsten sammenhængende system af vandløb og vådområder, og er således en naturlig vækstgrænse. Den ydre ring tegner en imaginær byudviklingsgrænse og en overgang til det åben land. De grønne kiler udspringer fra den blå ring imellem de afgrænsede bebyggelsesstrukturer. De består primært af eng- og jordbrugsarealer og skal, i følge Den grønne plan, som udgangspunkt friholdes for ny bebyggelse.

Det primære formål med planen er, at sikre rekreative, tilgængelige arealer i de bynære omgivelser og desuden sikre, at det karakteristiske billede af byens placering på bakkeøerne fastholdes.