Dagsordener og referater

Udvalg: Udsatteråd
Mødedato: 24. marts 2015
Mødested: Rådhuset, lokale A3.31

Dagsordenpunkter

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-15 Sagsbehandler: Søren Thomsen  

Høring om strategi på misbrugsbehandlingsområdet

Sagsresume

Nedenstående er hentet fra sagsfremstillingen ifm. behandlingen af sagen på Social- og Sundhedsudvalgets møde den 28. januar 2015.

 

Formålet med at udarbejde en ny strategi på misbrugsområdet er at styrke det tværsektorielle samarbejde omkring misbrugsbehandling mellem børn- og ungeområdet og voksenområdet.

 

Strategien skal være udgangspunktet for at arbejdet med konkrete handleplaner og samarbejdsmodeller, et arbejde, som gennemføres i løbet af 2015.

 

De relevante fagudvalg vil i løbet af 2015 få præsenteret konkrete forslag til handlinger, herunder evaluering og forankring af satspuljeprojektet ”Kvalitet i alkoholbehandlingen”. Der foretages opfølgning på udviklingsarbejdet ved udgangen af 2015.

 

Sagsfremstilling

Den nuværende indsats på misbrugsområdet er præget af flere forskellige kommunale aktører, som uafhængigt af hinanden tilrettelægger hver deres indsats. Det betyder mangfoldighed, men også, at der er forskellige interesser og tilgange til opgaveløsningen.

 

Den nye strategi skal bidrage til afklaring af de forskellige opgaver og roller i indsatsen og styrke den samlede kommunale koordinering af indsatsen. Der er vedlagt et notat, der sætter rammerne for strategien på misbrugsbehandlingsområdet.

 

Det centrale i strategien er de fælles målsætninger, som går på tværs af alle udvalgsområder, serviceområder og forvaltningsområder. Målsætningerne siger, hvad vi vil i Herning Kommune og skal omsættes til konkret handling. Endelig skal strategien tydeliggøre, hvem der gør hvad, hvilken rolle de enkelte aktører har, men ikke mindst samarbejdet mellem aktørerne.

 

 

Målsætninger

Målsætningerne følger de fire indsatsniveauer i misbrugsindsatsen, fra forebyggelse til behandling, jf. modellen.

 

Det overordnede mål i Herning Kommune er, at alkohol- og stofmisbrug skal reduceres gennem sundhedsfremme, forebyggelse og behandling. Der skal handles koordineret, når misbruget konstateres. Det skal ske i en netværks- og familieorienteret social indsats og misbrugsbehandling. Indsatsen baseres på dokumenteret viden, fælles vedtagne indsatser, ud fra det, vi ved, virker.

 

De forskellige kommunale tilbud på børn- og ungeområdet og voksenområdet skal samarbejde. Det forudsætter en tydelig ansvarsfordeling, konkret handling og fælles vilje til samarbejde og vidensdeling. Indsatsen bygger på evidensbaserede metoder, hvor effekten skal dokumenteres.

 

Den politiske vedtagelse af målsætningerne er grundlaget for den efterfølgende beskrivelse af tilgange, indsatser og metoder. Det skal ske i samarbejde mellem de forskellige faggrupper og aktører, der indgår i den kommunale indsats for forebyggelse og behandling af misbrug.

 

Den videre proces falder i fire dele:

  • Politisk drøftelse af målsætningerne og igangsætning af strategiens udmøntning, herunder:

• Administrativ høring i lederfora i Social, Sundhed og Beskæftigelse og Børn og Unge i december 2014

• Politisk behandling i fagudvalgene: FOU d. 19. januar, BFU d. 21. januar og SOS d. 28. januar 2015.

• Efterfølgende høring i Udsatterådet og lokalrådet for samarbejde med politiet

• Tilbagemelding til Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Familieudvalget med høringssvar.

  • Politisk stillingtagen til forankring af satspuljeprojektet ’Kvalitet i alkoholbehandlingen’, som siden 2011 har været gennemført i samarbejde mellem Familiecenteret og Misbrugscenteret
  • Udmøntning af strategien i løbet af 2015, herunder afgrænsning af konkrete indsatsområder, etablering af samarbejdsrelationer, udvikling af nye fælles tiltag og organisatorisk forankring
  • Politisk og administrativ opfølgning på strategien i november-december 2015.

 

 

Indstilling

Indstilling:

Vedlagte strategipapir ”Rammerne for en ny strategi på misbrugsbehandlingsområdet”, drøftes. Drøftelserne vil danne grundlag for udarbejdelsen af et høringssvar fra rådet. Endelig godkendelse af høringssvaret vil efterfølgende ske via e-mail. Forud for drøftelsen vil chef for Handicap og Psykiatri, Ejnar Tang, give en introduktion til sagen. Ejnar Tang deltager ikke i rådets drøftelse af et høringssvar.

Beslutning


Bilag

 

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-15 Sagsbehandler: Søren Thomsen  

Status for skæve boliger i Herning Kommune

Sagsfremstilling

I forlængelse af Udsatterådets studietur til Aalborg, ønsker rådet løbende at blive orienteret om processen ifm. Blå Kors og Herning Kommunes afdækning af mulighederne for at etablere skæve boliger i Bethaniagade.

 

Processen er i startfasen. Blå Kors og Herning Kommune har afholdt et første møde om visionerne for et projekt i Bethaniagade, herunder skæve boliger. Blå Kors arbejder, med afsæt i det første møde, nu med den videre idéudvikling. Der er nedsat en projektarbejdsgruppe, der har sit første møde i slutningen af april. Både Blå Kors og Herning Kommune er repræsenteret i projektarbejdsgruppen.

 

Indstilling

Indstilling:

Til orientering.

Beslutning


 

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-15 Sagsbehandler: Søren Thomsen  

Suppleanter til Udsatterådet

Sagsfremstilling

På sidste møde i Udsatterådet, den 27. januar 2015, efterspurgte rådet valg af suppleanter, da der i øjeblikket ikke er suppleanter tilknyttet rådet.

 

Rådet besluttede, at medlemmerne, i deres bagland, skulle efterspørge, om der er mulige kandidater til suppleantposten. Rådet besluttede desuden, at sekretæren skulle undersøge, om det er muligt at vælge suppleanter ind nu, eller om det skal afvente næste valgperiode.

 

Formelt set er det Social- og Sundhedsudvalget der, i samråd med rådets formand, udvælger ordinære medlemmer og suppleanter. Sekretæren har indhentet juridisk vejledning i Herning Kommune i sagen, og heraf fremgår det, at der ikke er noget, der forhindrer, at rådet nu indstiller et antal suppleanter til godkendelse i Social- og Sundhedsudvalget. Hvis rådet ønsker at indstille suppleanter, foreslås det, at disse indstilles i prioriteret rækkefølge. Rådet skal dermed ikke afvente næste valgperiode.   

 

Indstilling

Indstilling:

Til drøftelse.

Beslutning


 

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-15 Sagsbehandler: Søren Thomsen  

Temadag med inspiration til Udsatterådets arbejde

Sagsfremstilling

På sidste møde i udsatterådet skulle en henvendelse fra Huset Zornig ift. at etablere en temadag om udvikling af udsatteråd have været drøftet. Henvendelsen blev ikke drøftet, men udsendt med referatet. Henvendelsen vedlægges.

Indstilling

Indstilling:

Til drøftelse.

Beslutning


Bilag

 

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-15 Sagsbehandler: Søren Thomsen  

Evt.

Beslutning