Udvalg: Teknik- og Miljøudvalget
Mødedato: 21. september 2015
Mødested: C3.40

Dagsordenpunkter

192. Foreløbig vedtagelse af spildevandsplan 2015 - 2025

Sagsnr.: 06.00.05-G01-1-14 Sagsbehandler: Lene Kimø  

Foreløbig vedtagelse af spildevandsplan 2015 - 2025

DIR

FOU

BFU

SOS

BSK

KFU

BYP

TMU

ØKE

BYR

 

 

 

 

 

 

 

 x

 x

 x

Øvrige sagsbehandlere: Tove Jakobsen, Lotta Sandsgaard

Sagsresume

Forvaltningen har udarbejdet et forslag til en revideret spildevandsplan 2015-2025 til foreløbig vedtagelse.

 

Spildevandsafledning og -rensning er en samfundsopgave, og det er lovpligtigt, at kommunerne skal udarbejde en spildevandsplan, der beskriver, hvordan opgaven løses nu og vil blive løst fremover.

 

En spildevandsplan er en plan for afledning, nedsivning og rensning af spildevand i kommunen. Spildevandsplaner er medvirkende til at sikre, at spildevand i kommunen nu og fremover håndteres sundhedsmæssigt og miljømæssigt forsvarligt.

 

Spildevandsplanen skal være i overensstemmelse med gældende lov, kommunens overordnede planlægning: Kommuneplanen og tillæg hertil, f.eks. klimatilpasningsplanen og de statslige vand- og naturplaner.

 

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 8. juni 2015, pkt. 128 var der en temadrøftelse om spildevandsplanen.

 

Udvalgets drøftelser er indgået i det videre arbejde med planen.

 

Forvaltningen anbefaler, at forslag til spildevandsplan foreløbigt vedtages og sendes i 8 ugers høring.

 

Sagsfremstilling

Spildevandsplan 2015 - 2025 bygger videre på den eksisterende spildevandsplan og tillæggene hertil. Dette gælder bla. Tillæg 18 fra 2013, som omfattede hele den nordlige del af kommunen, og med hvis vedtagelse, der f.eks. blev indført 5 års frist for orientering om separeringskrav til grundejerne.

 

Planen er digital og kan læses ved at trykke på dette link: http://umbracotest.herning.dk/

 

I det vedhæftede bilag til dagsordenen gennemgåes spildevandsplanens fokusområder.

 

Her skal særligt fremhæves:

 

Frist for separering på egen grund:

I spildevandsplan 2015 - 2025 foreslås det, at borgere i områder, hvor spildevand og regnvand skal separeres i planperioden, skal gennemføre separering på egen grund med en frist på minimum 5 år. Der er tidligere vedtaget tillæg 4,5,6,18 og 20 (4270 ejendomme), hvor ejendommene har fået frister på 3 - 5 år for separering på egen grund. Disse frister fastholdes. Tillæggene blev vedtaget af Byrådet henholdsvis marts 2013, december 2013 og maj 2014.

 

Den eksisterende spildevandsplan blev vedtaget i Byrådet den 22.06.2010 og omfatter områder, der er planlagt separeret, men som der indtil videre ikke er indledt påbudsprocedure overfor. For disse områder, er der pt. gået 5 år siden vedtagelse af spildevandsplanen og Herning Kommune kan vælge at meddele påbud med en kortere frist end 5 år eller at give yderligere 5 års frist. Forvaltningen anbefaler, at der gives en ny frist på 5 år, fordi de pågældende borgere endnu ikke er blevet skriftligt orienteret om separering. Der er taget hensyn til yderligere 5 års frist i Herning Vand A/S investeringsoversigt.

 

Vedtaget procedure for orientering af berørte borgere i forbindelse med separatkloakering på egen grund er vedlagt som bilag.

 

Nedsivningsundersøgelser

For at imødekomme de stigende regnmængder og de problemer, det kan give i afløbssystemet, udføres regnvandshåndtering i nye byggemodninger efter princippet separat håndtering af regn- og spildevand, hvor spildevandet ledes til renseanlæg og regnvand, så vidt muligt, håndteres ved nedsivning eller anden lokal anvendelse af regnvand (LAR) i oplandet.

 

Spildevandsplanen indeholder kort der viser nedsivningsmuligheder for regnvand, med inddragelse af hensyn til grundvandssårbarhed og grundvandsstand. Der er ca. 175 ha, hvor det er muligt at nedsive regnvand. Det er i Stakroge, Sdr. Felding, Karstoft, Skarrild, Arnborg, Fasterholt, Kølkær, Høgild, Skærbæk, Kollund, Hauge og Kibæk.

 

Når et område er udlagt til nedsivning i spildevandsplanen etableres der spildevandskloak og Herning Vand A/S´s anlægs- og driftsudgifter for området er lavere. En estimeret anlægsesparelse er ca. 25 %.

 

Når der spildevandskloakeres udgør tilslutningsbidraget ca. 29.000 kr mod ellers ca 48.000 kr ekskl. moms pr. ejendom.

 

For at kunne indarbejde projekter for lokal regnvandshåndtering herunder reservere plads til nødvendige anlæg i de kommende lokalplaner, hvor de de eksisterende nedsivningsforhold kan være gode, er det vigtigt på forhånd at vide om området giver mulighed for nedsivning. Derfor skal nedsivningsforhold fastlægges ved detailundersøgelser senest i forbindelse med udarbejdelse af lokalplan.

 

 I forbindelse med udarbejdelse af nye lokalplaner ses i dag på mulighed for lokal regnvandshåndtering, men kun i de tilfælde hvor en byggemodner frivilligt undersøger forholdene, eller hvor Herning kommune vil betale, bliver der udført konkrete undersøgelser. Erfaringsmæssigt er det nødvendigt med 1 analyse pr. ha og den samlede pris herfor er 15.000 - 20.000 kr.

 

Spildevandsplanen kan foreskrive, at byggemodner betaler for undersøgelserne. I forbindelse med grundsalget kan udgiften til jordbundsanalyser - uanset udfaldet heraf - indarbejdes i grundprisen. For Kommunale udstykninger er det Herning Kommune eller den private udvikler, der indtil da bærer omkostningerne. Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor en lokalplan enten ikke vedtages/realiseres, eller der går lang tid (år) før eventuel byggemodning/salg, og der er dermed risiko for en forsinket tilbagebetaling eller et decideret tab.

 

En anden mulighed er, at Herning Kommune med vedtagelse af miljø- og servicemål i spildevandsplanen, pålægger Herning Vand A/S at betale for disse nedsivningsundersøgelser.

 

Klimafaktor

Hvor regnvand udledes til sårbare recipienter eller hydraulisk belastede vandløb, eller hvor der er risiko for oversvømmelse af ejendomme, større veje etc. vil dimensionering af nye regnvandbassiner fremadrettet ske ved anvendelse af en klimafaktor på 1,3. I de 17 kloakoplande, som er udpeget i Herning Kommunes Klimatilpasningplan, skal dimensionering af regnvandsbassiner ligeledes ske med anvendelse af klimafaktor 1,3, hvis Herning Kommune vurderer det nødvendigt. En klimafaktor på 1,3 betyder, at regnvandsbassiner overdimensioneres med 30 % for at tage højde for fremtidig forventet regnintensitet pga. klimaforandringer.

 

Den fastsatte klimafaktor kommer fra anbefalingerne i spildevandskomiteens skrift 30, hvor der er valgt en planlægningsperiode på 100 år og overløb af bassin hvert 10 år. Det er også muligt at vælge en planlægningsperiode på 50 år, så bliver klimafaktoren 1,15.

 

 Serviceniveau

På mødet den 8. juni 2015 var der en drøftelse af serviceniveauet.

 

Det serviceniveau, der er gældende for spildevandsplanen, er følgende:

 

Kloaknettet skal designes og driftes således, at der højest må ske opstuvning til terræn i separatkloakerede områder hvert 5. år og i fælleskloakerede områder højst hvert 10. år.

 

Dette er fastlagt ud fra Ingeniørforeningens/Spildevandskomiteens skrift 27, som er normen for dimensionering af afløbssystemer i Danmark. I praksis betyder det, at såfremt en forsyning ikke overholder denne norm / dette serviceniveau (eller serviceniveauet besluttes lavere), vil en skade som følge af oversvømmelse være ansvarspådragende.

  

Miljøvurdering

I henhold til Miljøvurderingsloven skal der foretages en miljøvurdering af spildevandsplanen. Miljøvurderingen kan læses som en del af spildevandsplanen i det vedhæftede link.

 

Miljøvurderingen omfatter en vurdering af konsekvenserne af at gennemføre planen i forhold til den aktuelle miljøstatus. Resultatet af miljøvurderingen vil i korte træk blive gennemgået på mødet.

 

Forvaltningen gennemgår fokuspunkter på mødet. 

Indstilling

Direktøren for Teknik og Miljø indstiller,

at forslag til spildevandsplan vedtages foreløbigt og sendes i 8 ugers høring,
at miljøvurderingen af spildevandsplanen godkendes,
at der tages stilling til, om omkostninger til nedsivningsundersøgelser afholdes af byggemodner/ boligudstykker eller Herning Vand A/S,
at der vedtages en frist på minimum 5 år for separering på egen ejendom fra endelig vedtagelse af spildevandsplanen. Fristen gælder alle ejendomme omfattet af spildevandsplanen, som endnu ikke er skriftligt orienteret om separering på egen ejendom,
at klimafaktoren til dimensionering af nye regnvandsbassiner med udledning til sårbare recipienter eller hydraulisk belastede vandløb mv, samt bassiner fra 17 kloakoplande fra Klimatilpasningsplanen skal fastsættes til 1,3, hvis Herning Kommune vurderer det nødvendigt.
Direktøren for Teknik og Miljø indstiller,

Beslutning

Forslag til spildevandsplan blev vedtaget foreløbigt og sendes i 8 ugers høring.

Miljøvurderingen af spildevandsplanen godkendt.

Omkostninger til nedsivningsundersøgelser afholdes af Herning Vand A/S.

Der er vedtaget en frist på minimum 5 år for separering på egen ejendom fra endelig vedtagelse af spildevandsplanen. Fristen gælder alle af spildevandsplanen omfattede ejendomme, som endnu ikke er skriftligt orienteret om separering på egen ejendom. Der foretages skriftlig orientering 5 år før det konkrete kloakprojekt påbegyndes.

Klimafaktoren til dimensionering af nye regnvandsbassiner med udledning til sårbare recipienter eller hydraulisk belastede vandløb mv, samt bassiner fra 17 kloakoplande fra Klimatilpasningsplanen fastsættes til 1,3, hvis Herning Kommune vurderer det nødvendigt.

Bilag

  • notat spildevandsplan bilag TMU 21. sep 2015
  • Tids- og økonomiskema