Udvalg: Økonomi- og Erhvervsudvalget
Mødedato: 7. december 2020
Mødested: "Broen" - A1.158

Dagsordenpunkter

349. Udvidet forvaltningsrevision af refusioner - status og bevillingsmæssige ændringer

Sagsnr.: 00.32.00-K01-5-19 Sagsbehandler: Anne Marie Muff  

Udvidet forvaltningsrevision af refusioner - status og bevillingsmæssige ændringer

DIR

FOU

BFU

SOS

BSK

KFU

BYP

TMU

ØKE

BYR










x


x


Øvrige sagsbehandlere: -

Sagsresume

Status på udvidet forvaltningsrevision vedrørende moms og refusioner, som blev igangsat ultimo 2019. Herudover godkendelse af bevillingsmæssige ændringer i 2020 som følge af analyserne.


To af refusionsanalyserne (statsrefusion på særligt dyre enkeltsager samt statsrefusion og tilskud på sociale ydelser og integration) er afsluttet i november 2020. Den tredje vedrørende mellemkommunal refusion er i afslutningsfasen og forventes afsluttet i december 2020.

Momsanalyserne er gennemført for så vidt angår 2014 og i proces for de efterfølgende år.

Sagsfremstilling

En udvidet forvaltningsrevision vedrørende håndtering af moms, statsrefusion og tilskud på sociale ydelser og integration, statsrefusion på særligt dyre enkeltsager og mellemkommunal refusion både indenfor og på tværs af fagområderne blev ultimo 2019 igangsat i samarbejde med BDO (BYR 17/9-2019).


Baggrunden var et ønske om at gennemgå området lidt mere indgående og systematisk end den normale stikprøvevise kontrol, der sker løbende som en del af basisrevisionen. Området er komplekst og undergår hyppige regelskift, så målet var dels sikring af korrekt hjemtagede refusioner og dels læring og kompetenceudvikling af organisationen i forhold til at tilrettelægge fremtidige arbejdsprocesser omkring opgaverne bedst muligt.


Analyserne er foretaget på de nævnte refusionsområder tilbage fra regnskabsår 2016 og frem til 2018 - momsanalysen dog tilbage til 2014. Alle er gennemført ud fra princippet "no cure - no pay", således at Herning Kommune alene skal betale for analyserne, såfremt indsatsen har medført realiserbare refusioner bagudrettet.


Administrationen foretager på baggrund af erfaringerne fra BDO-analyserne og den efterfølgende oplæring selv gennemgangen af både regnskabsår 2019 og 2020, ligesom der foretages den fornødne tilpasning af de interne arbejdsprocesser fremadrettet.


Arbejdet med analyserne er foregået i to spor - momsanalyser for sig og refusioner for sig. De to spor adskiller sig i forhold til, hvorledes bagudrettede korrektioner skal konteres i Herning Kommunes regnskab:

  • Statsrefusion og tilskud på sociale ydelser og integration, statsrefusion på særligt dyre enkeltsager og mellemkommunal refusion: Korrektioner skal i henhold til konteringsreglerne bogføres direkte på driftsbudgettet i det år, korrektionen er foretaget (2020).


  • Momskorrektioner: Korrektioner vedrørende tidligere år skal i henhold til konteringsreglerne foretages direkte på de finansielle konti (Serviceområde 29 Tilskud og Udligning) og vil derfor påvirke de likvide aktiver. Kun korrektioner i indeværende regnskabsår (2020) skal foretages i driftsbudgettet og vil således påvirke dette.


Status på refusionsanalyserne er, at de to af opgaverne (statsrefusion på særligt dyre enkeltsager samt statsrefusion og tilskud på sociale ydelser og integration) er afsluttet i november 2020. Den tredje vedrørende mellemkommunal refusion er i afslutningsfasen og forventes afsluttet i december 2020.


Resultatet fremgår af tabellen nedenfor:


Korrektionerne (merindtægter) kommer til at indgå som en del af regnskab 2020 på de berørte serviceområder. En mindre del er bogført, men langt størstedelen vil først blive korrigeret i forbindelse med regnskabsafslutningen og slutafregningen for statsrefusion.


Vedrørende moms er analysen for 2014 færdiggjort med en korrektion på 1,2 mio. kr., som er foretaget i 2020 på de finansielle konti. Analyserne for de efterfølgende år er i proces, hvorfor afrapportering på denne opgave først sker, når opgaven er fuldført. Honoraret for momsanalyserne afholdes inden for budgettet på Serviceområde 20 Administration.


Overordnet set er vurderingen fra BDO, at Herning Kommune har godt styr på området og generelt set betryggende forretningsgange omkring håndtering af refusioner. De identificerede korrektioner er typisk på områder med kompleks lovgivning og mange lovændringer og på områder, hvor de refusionsberettigede udgifter er svære at indentificere. Generelt set er der fundet færre korrektioner end det var forventet for en kommune af Hernings størrelse.

Økonomi

Det blev besluttet ved igangsætning af analyserne, at de bevillingsmæssige ændringer først skulle foretages, når analyserne var gennemført og den økonomiske konsekvens var kendt. Herudover at merindtægter som følge af korrektioner/berigtigelser vedrørende tidligere regnskabsår som et gennemgående grundprincip skulle tilfalde det serviceområde, de vedrørte, dog fratrukket honorar for udarbejdelse af analyserne.

Honoraret er en revisionsudgift, som konteringsmæssigt hører hjemme under Serviceområde 20 Administration. På den baggrund foreslås det, at der i 2020 meddeles en udgiftsbevilling til Serviceområde 20 Administration på i alt 1,811 mio. kr. til betaling af honoraret vedrørende refusionsanalyserne.


Finansiering sker ved meddelelse af indtægtsbevillinger i 2020 på henholdsvis 0,614 mio. kr. til Serviceområde 16 Børn og Familie (statsrefusion på særligt dyre enkeltsager), 0,126 mio. kr. til Serviceområde 16 Børn og Familie (statsrefusion), 0,716 mio. kr. til Serviceområde 17 Forsørgelse og Beskæftigelse (statsrefusion) samt 0,355 mio. kr. til Serviceområde 17 Forsørgelse og Beskæftigelse (mellemkommunale refusioner).


Der foretages ingen bevillingsmæssige ændringer vedrørende momsanalysen.

Indstilling

Underdirektøren for Direktionens Stab indstiller

at status tages til orientering,


at de bevillingsmæssige ændringer i 2020 jfr. økonomiafsnittet i sagen foretages.
Underdirektøren for Direktionens Stab indstiller

Beslutning

Indstillingen er tiltrådt. Økonomi- og Erhvervsudvalget indstiller sagen til Byrådet.