Dagsordener og referater

Udvalg: Udsatteråd
Mødedato: 12. april 2012
Mødested: Rådhuset, lokale B2.01

Dagsordenpunkter

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-12 Sagsbehandler: Ulla Bitsch Andersen  

Kanylesætsordning

Sagsfremstilling

Udsatterådet anmoder om, at Herning Kommune genoptager udlevering af gratis kanylesæt til stofmisbrugere fra byens apoteker. Kanylesætsordningen blev sparet væk i 2011 som følge af politisk godkendte besparelser i 2010. Udsatterådet påpeger, at det er et sundhedsmæssigt problem, når stofmisbrugere genbruger kanyler og låner af hinanden. Det kan betyde langt større infektionsrisiko og flere kroniske infektioner som leverbetændelse, HIV m.m.
Såfremt Herning Kommune ikke ser sig i stand til økonomisk at genoptage udlevering af gratis kanyler fra apotekerne, så anmoder Udsatterådet om, at der som minimum udleveres gratis kanyler fra Misbrugscenter Herning.

Økonomi

[Husk at drøfte sagen med Koncern Økonomi.]

Indstilling

Indstilling

Punktet er til drøftelse

Beslutning

Udsatterådet ser det som en dårlig prioritering at lukke ned for gratis udlevering af kanylesæt, fordi det øger risikoen for sygdom hos de socialt udsatte. Særligt leverbetændelse og HIV er der større risiko for. Udsatterådet beder om, at man ser på muligheden for at genstarte ordningen – om ikke andet så med udlevering fra Misbrugscenter Herning.
Misbrugsområdet vil se på mulighederne igen.
 
Fremadrettet skal Udsatterådet orienteres om besparelser i ordentlig tid - gerne med høringsret. Udsatterådet har forståelse for, at besparelserne i december 2010 havde et meget turbulent forløb, som suspenderede Rådets mulighed for at se besparelserne, inden de var vedtaget. Administrationen tager det på sig, at besparelserne heller ikke efterfølgende blev gennemgået med Udsatterådet, hvilket var en fejl.

 

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-12 Sagsbehandler: Ulla Bitsch Andersen  

Udsættelser af lejemål

Sagsfremstilling

De almennyttige boliger huser mange socialt udsatte mennesker, herunder psykisk syge, som kan være isolerede, optræde truende overfor andre beboere og på andre måder være til gene for de omkringboende. Disse beboere kan have svært ved at tage vare på sig selv og deres bolig, og de generer naboerne så meget, at der kommer klager til boligselskabet, og tit er også politiet involveret. Dette nødvendiggør en handling fra boligselskabets side. Den handling er oftest udsmidning, som følger efter en række klager og mislykkede forsøg på at få den udsatte beboer til at ændre adfærd. For boligselskabet er der ikke mange alternativer til udsmidning, og i bedste fald ender den udsatte efterfølgende i et lignende boligområde, hvor det hele starter forfra. Dette er både uværdigt og nedslidende for den udsatte, men også meget dyrt og ressourcekrævende for kommune og boligselskaber.
Vi efterlyser iværksættelse af tiltag både mhp. forebyggelse af udsættelser samt fastholdelse af lejere. Tiltaget kan involvere flere parter så som boligselskab, kommune, frivillige organisationer og politi. Tiltaget kunne eksempelvis indeholde etablering af korps, som hjælper de udsatte lejere og boligselskaberne, særlige kontaktpersoner o.l.

Økonomi

[Husk at drøfte sagen med Koncern Økonomi.]

Indstilling

Indstilling

Punktet er til drøftelse

Beslutning

Udsatterådet vil gerne anmode om, at der laves en mere målrettet indsats for at forebygge udsættelser. Boligselskaberne, viceværter og andre beboere er nærmest til at registrere, at der er problemer hos en beboer. Kan man eksempelvis involvere boligselskaberne?
Udsatterådet spørger, om der er et bestemt sted, boligselskaber kan henvende sig for at gøre opmærksom på, at der er et problem undervejs.
 
PMU v. Ulla Andersen bedes undersøge, hvordan arbejdsgangene, organisering og kommunetilgang er i denne type sager og fremlægge det for Udsatterådet.

 

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-12 Sagsbehandler: Ulla Bitsch Andersen  

Øget sundhedsindsats for socialt udsatte

Sagsfremstilling

Udsatterådet ønsker at drøfte behov og mulighed for at etablere sundhedstilbud som gadesygeplejerske, sundhedsrum m.m. Udsatterådet ønsker også at drøfte, hvad der ellers kan gøres for at afhjælpe den ulighed i sundhed, som i dag præger udsatteområdet.

Økonomi

[Husk at drøfte sagen med Koncern Økonomi.]

Indstilling

Indstilling

Punktet er til drøftelse

Beslutning

Udsatterådet skeler til de store byer, hvor man har gadesygeplejerske m.m. Kan man overveje at prioritere en gadesygeplejerske – eller kan der laves en frivillig ordning?
Det handler både om de udsattes adfærd i sygepleje-sammenhænge, men også manglende initiativ til selv at opsøge læge- og sygeplejerskehjælp. Det er dyrt, når socialt udsatte bliver indlagt, så det er en god ide at skride ind, før indlæggelse bliver nødvendig. Der skal også være en professionel indsats, eksempelvis sygeplejerske på flexjob.
 
Et frivilligt initiativ kan være a´ la Tandhjælpen, dvs. kvalificerede frivillige og nogen til at følge folk hen til den frivillige.
 
Ulla Andersen oplyser, at Misbrugscentret ser et marked for en øget indsats, men en indsats skal finansieres ekstraordinært. PMU ser på muligheden for at arbejde med frivillige.

 

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-12 Sagsbehandler: Ulla Bitsch Andersen  

Forslag om et sted udsatte kan henvende sig og få en frivillig eller dusør-betalt arbejdsopgave ad hoc

Sagsfremstilling

Udsatterådet ønsker at drøfte muligheden for at få et sted, udsatte kan henvende sig og få en frivillig eller dusør-betalt arbejdsopgave ad hoc, eksempelvis en kommunal opgave-central, hvor borgere, foreninger og virksomheder kan henvende sig med opgaver, som socialt udsatte kan løse. Det er problematisk, når så mange socialt udsatte ikke har noget praktisk at tage sig til, som kan adsprede dem i hverdagen. Mange udsatte kan og vil gerne lave frivilligt arbejde engang imellem, men kan ikke indgå struktureret hver eneste dag. For de udsatte, som eksempelvis har indgået i misbrugsbehandling, er det tillige problematisk, at de ikke har mulighed for at fylde deres hverdag ud med andet, når de stopper med at misbruge. Lediggang er sommetider roden til meget ondt..........

Økonomi

[Husk at drøfte sagen med Koncern Økonomi.]

Indstilling

Indstilling

Punktet er til drøftelse

Beslutning

Inge Norling har sendt et brev til udvalgsformænd og borgmester, som skal rundsendes til Rådet. Hun har foreslået, at der laves en økologisk have, hvor der er aktiviteter og opmærksomhed. De udsatte skal have ros og anerkendelse og et sted at stå op til. Ulla Andersen rundsender brev fra Inge og svar fra formand for Beskæftigelsesudvalget Ingelis Sander.
 
Anne Marie Søe vurderer, at det kan blive svært at se den kommunale opgave. Ideen er dog god og den tages med videre. Udsatterådet skal arbejde med at gøre ideen mere konkret.
 
Forslag:
Daglejerkontor
Økologisk have
Idrætsforeninger
Væresteder
 
Beskæftigelsesudvalget arbejder med de 900 passive kontanthjælpsmodtagere. Mange virksomheder viser stort socialt ansvar og tager folk ind, som er lidt ”skæve”.
 
Det er et arbejdspunkt for Udsatterådet i 2012.

 

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-12 Sagsbehandler: Anne Nørgaard  

Fælles fokus hos Børn og Unge-Udvalg og Social- og Sundhedsudvalg på udsatte unge

Sagsfremstilling

Udsatterådet vil gerne opfordre Social- og Sundhedsudvalget til at prioritere et tæt samarbejde med Børn & Unge-udvalget om indsatser over for socialt udsatte unge i overgangen mellem barn og voksen, eksempelvis så den unge ikke oplever et brud i støtte og planlægning ved en 18 års fødselsdag.

Økonomi

[Husk at drøfte sagen med Koncern Økonomi.]

Indstilling

Indstilling

Punktet er til drøftelse

Beslutning

Der er politisk et stort fokus på, at overgangene fra barn til voksen bliver bedre. Der arbejdes på, at man skal etablere et samarbejde allerede fra 16 år og frem. Det handler både om bedre information af pårørende og unge og bedre forberedelse af den servicenedgang, som altid er en realitet, når barnet fylder 18 år. Ændringer må ikke komme som ”en tyv om natten”.
Der er rørende enighed om, at denne indsats har stor betydning.

 

Sagsnr.: 29.00.00-A26-1-12 Sagsbehandler: Ulla Bitsch Andersen  

Formandens information til Udsatterådet og evt.

Sagsfremstilling

Dialogmøde den 8. maj 2012 i odense - hvem skal tilmeldes?

Økonomi

[Husk at drøfte sagen med Koncern Økonomi.]

Indstilling

Indstilling

Punktet er til drøftelse

Beslutning

Ulla, Lars, Inge, Leif deltager i Dialogmødet den 8. maj.

 

Rådet må tage en snak om, at der er så mange afbud fra enkelte medlemmer. Lars vil tage kontakt til de pågældende personer. Generelt anbefales det, at medlemmerne prioriterer at møde op så vidt muligt. Det er frivilligt arbejde for alle og der er forståelse for, at man må melde forfald indimellem – men hver medlem bør være opmærksom på, at de der møder frem har brug for de fraværendes viden og indsats.