Politik for den levende by

En flot og levende by er vigtig for kommunens udvikling fremover. Se mere her om vores Politik for den levende by.

Forord

Den administrative enhed By, Erhverv og Kultur blev etableret den 1. januar 2007. By, Erhverv og Kultur er i udviklingsøjemed oprettet for at sætte fokus på samspillet mellem byudvikling, erhvervsudvikling, kultur, idræt, fritid og biblioteker. Herigennem forsøges at skabe og udnytte synergier mellem disse områder samt mellem disse og andre kommunale områder.

Formålet er at gøre Herning Kommune til et endnu bedre sted at leve, bo, arbejde og drive virksomhed. By, Erhverv og Kultur har derfor som en af sine første opgaver udarbejdet 1. generation af en række politikker, som skal bidrage til at angive udviklingsretningen: 

  • Bibliotekspolitik 
  • Politik for Den levende By 
  • Kulturpolitik 
  • Erhvervspolitik 
  • Idræts- og fritidspolitik 
  • Politik for erhvervs- og videregående uddannelser 
  • Politik for turisme og events

Politikkerne understøtter hinanden og har en naturlig sammenhæng med andre af Herning Kommunes politikker og ikke mindst med det omgivende samfund. For at realisere den del af den nye kommunes vision, der handler om borgerdemokratiet, er borgerne søgt inddraget i tilblivelsen. Herigennem er også i lokalsamfundet skabt et ejerskab til politikkerne.

Dialogen med kommunens borgere er sket via hjemmesiden "Borgernes Herning", interviews med en række herningborgere, borgermøde, gruppearbejde og høring. Endvidere er særlige grupper, f.eks. unge studerende blevet opfordret til at give deres mening til kende. Herudover har politikkerne været til høring hos relevante eksterne samarbejdspartnere.

Endelig har Byrådet drøftet og vedtaget politikkerne. Til hvert politikområde vil der efterfølgende blive udarbejdet en eller flere handleplaner. Handleplanerne er det dynamiske element, mens politikkerne er tiltænkt en længere levetid. Der forudsættes dog et serviceeftersyn af politikkerne omkring midten af den efterfølgende byrådsperiode. Politikker og handleplaner skal have en nær sammenhæng med kommuneplanen, Agenda 21 strategien og de årlige budgetter.

I politikkerne kan du læse om byliv, byudvikling, oplevelser, kulturelle fyrtårne og græsrødder, forskning, udvikling, breddeidræt, eliteidræt, erhvervsudvikling, fremtidens bibliotek og meget mere. De konkrete aktiviteter, som gennemføres i de enkelte år, kan du se mere om i de årlige handleplaner.

Det er Herning Kommunes håb, at borgerne vil finde det interessant at læse politikkerne og få ny inspiration til en yderligere udvikling af vores kommune.

Knud B. Troelsen, daværende formand for Byplanudvalget.