Huslejenævn

Her på siden finder du alt vores information om kommunens huslejenævn.

Huslejenævnet kan behandle sager om lejeforhold i private udlejningsejendomme beliggende i Herning Kommune, når det lejede anvendes til beboelse eller delvis privat beboelse og erhvervsformål.

Sager om rene erhvervslejemål er ikke omfattet af Huslejenævnet. De sager hører under domstolene som 1. instans.

Huslejenævnets sammensætning

Huslejenævnet består af en formand og to medlemmer. Formanden skal være jurist og bliver udpeget af direktøren for Statsforvaltningen Midtjylland. De to andre medlemmer skal være bekendt med huslejeforhold og bliver udpeget af byrådet efter indstilling fra henholdsvis de større grundejerforeninger og lejerforeninger i kommunen.

De nuværende medlemmer er:

  • Anni Pedersen, formand
  • Leif Stephansen, udlejerrepræsentant
  • Lars Dohn, lejerrepræsentant

Medlemmerne er valgt for perioden 1. januar 2015 til 31. december 2017. 

Nævnets sekretariat kan udelukkende vejlede om, hvordan du bringer en sag for nævnet.

Hvis du som lejer har brug for råd og vejledning, kan du søge hjælp enten ved en lejerorganisation, advokatvagten eller ved en advokat. Det forventes, at du melder dig ind i lejerorganisationen, hvis du ønsker at få hjælp her. Advokatvagten er gratis.

Som udlejer kan du rette henvendelse til en advokat eller en ejendomsadministrator. 

Huslejenævnet er et tvistorgan. Det betyder, at vi kun kan afgøre sager om lejeforhold, når en lejer og en udlejer ikke kan blive enige.

Nævnet kan også besigtige forholdene i lejligheder, når en sag kræver det.

Nævnet i Herning er ureguleret. Afgørelser træffes efter lejeloven.

Huslejenævnet har ikke kompetence til at træffe afgørelse i alle typer af sager om lejeforhold.

De mest almindelige typer af sager, hvor nævnet træffer afgørelse, er:

  • Istandsættelse ved fraflytning
  • Lejers pligt til vedligeholdelse
  • Udlejers pligt til renholdelse og vedligeholdelse
  • Lejens størrelse
  • Udlejers varsling af lejeforhøjelser
  • Vand- og varmeregnskaber
  • Manglende overholdelse af husorden

De mest almindelige typer af sager, hvor nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse, er:

  • Spørgsmål om udlejer gyldigt kan opsige eller ophæve lejemål.
  • Lejerens brugsret i forbindelse med fremleje, bytte og retten til fortsættelse af lejemålet.
  • Spørgsmål om udlejerens ret til adgang til det lejede.
  • Udlejers eventuelle erstatningspligt over for lejer.

Både udlejer og lejer kan indbringe sager for Huslejenævnet.

Ved indbringelse af en sag skal der betales et gebyr. I 2017 koster det 306 kr. at få en sag behandlet.

Beløbet skal indsættes på konto 2210 6278387818 med tydelig angivelse af navn og lejemålets adresse.

Huslejenævnet kan pålægge udlejer et gebyr på 2.124 kr., hvis lejer får fuldt medhold i sagen.

Beløbene reguleres én gang årligt. 

Alle sager, der ønskes behandlet af Huslejenævnet, skal være skriftlige og gerne sendt via mail.

I mailen skal det stå, hvad nævnet skal tage stilling til. Der skal vedhæftes den nødvendige dokumentation for det forhold, der skal behandles. I mange tilfælde vil det som minimum være en kopi af lejekontrakten. Omfatter lejeforholdet flere lejere, skal samtlige underskrive klagen.

Huslejenævnet henter selv de nødvendige oplysninger hos sagens parter og eventuelt hos offentlige myndigheder.

Oplysningerne indgår i afgørelsen, og sagens parter får tilbudt at kommentere oplysningerne.

Hvis en sags modpart ikke vil udtale sig i en sag, kan nævnet træffe afgørelse i overensstemmelse med den anden parts påstand. Det er nævnet dog ikke forpligtet til.

Der kan være stor forskel på, hvor hurtigt en sag bliver afgjort. Det afhænger af sagens omfang og karakter.

Huslejenævnet har de seneste år typisk behandlet 50 - 60 sager om året. Det er ikke ualmindeligt, at der går 4-6 måneder, før der er truffet en afgørelse i en sag.

I sager om omfanget af lejers forpligtigelse til at betale for istandsættelse efter fraflytning, vil nævnet normalt forsøge at foretage besigtigelse af lejligheden, inden der istandsættes.

Besigtigelsen vil derfor ske, inden der er et høringssvar.

En ejer af en ejerbolig eller en andelshaver i en andelsboligforening med brugsret til en bestemt beboelseslejlighed kan anmode Huslejenævnet om at træffe afgørelse om størrelsen af den leje, der lovligt kan opkræves for den pågældende bolig.

Den mulighed gælder dog kun for ejere, der på ansøgningstidspunktet ikke ejer andre udlejede ejerboliger.

Det koster et gebyr på 511 kr. at starte en sag om forhåndsgodkendelse af lejen i Huslejenævnet. Beløbet reguleres én gang årligt.

Når Huslejenævnet har truffet en afgørelse, er nævnet ude af sagen.

Er du utilfreds med afgørelsen, kan du bringe den for boligretten inden 4 uger.

Det sker ikke via nævnet, men gennem en advokat, lejer- eller udlejerorganisationer eller retshjælpen.

Efterlever modparten ikke afgørelsen, må du fortsætte sagen i boligretten. Nævnet kan ikke hjælpe med at inddrive et eventuelt tilgodehavende.

Kontaktinfo

Marianne Mølsted
Sekretær
Tlf.: 96282321
Send e-mail til aosmm@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.