Tilbage

Misbrugspolitik

Misbrugspolitikken er en del af vores personalepolitik.

Misbrugspolitikken skal sikre, at der på kommunes arbejdspladser er en fornuftig omgang med alkohol og øvrige rusmidler som for eksempel medicin. På ingen af vores arbejdspladser må der være medarbejdere, der er påvirkede af alkohol og andre rusmidler.

Digital tilgængelighed

PDF-filen i 'Mere info' boksen er en grafisk fremstilling af kommunens misbrugspolitik. Den er ikke digitalt tilgængelig for mennesker med handicap.
Politikken ligger også som ren tekst i modulerne herunder.

Herning Kommunes misbrugspolitik.

Misbrugspolitikken er en del af Herning Kommunes samlede personalepolitik.

Misbrugspolitikken skal medvirke til, at der på Herning Kommunes arbejdspladser er en fornuftig omgang med alkohol og øvrige rusmidler (eksempelvis medicin), og at der på Herning Kommunes arbejdspladser ikke er medarbejdere, der er påvirkede af alkohol og andre rusmidler.

Misbrugspolitikken for Herning Kommune er en fælles politik for hele Herning Kommune, men der kan være arbejdspladser, hvor der af sikkerhedsmæssige årsager er behov for et direkte forbud mod alkohol og øvrige rusmidler.

De enkelte MED-udvalg på arbejdspladsniveau drøfter og beslutter en misbrugspolitik målrettet den enkelte arbejdsplads.


Udfoldelsesfrihed

Det er ledelsen og medarbejdernes opfattelse at alkohol samt øvrige rusmidler (medicin, euforiserende stoffer etc.) og arbejde som udgangspunkt ikke passer sammen.
Herning Kommune anser medarbejderne ved kommunen for ansvarsbevidste i forhold til udførelsen af deres daglige arbejde, således at ledere og medarbejdere ved festlige lejligheder kan nyde alkoholiske drikke under respekt for hensynet til arbejdets udførelse.

Professionalisme

Lederen har ansvaret for, at der tages en drøftelse med en medarbejder med et misbrugsproblem eller et formodet misbrugsproblem. Lederen skal i den forbindelse gøre det klart for medarbejderen, at arbejdspladsen har den tilgang til problemet, at misbruget skal afhjælpes med professionel hjælp og at konsekvensen, hvis medarbejderen ikke vil medvirke til at dette sker, i yderste konsekvens vil være iværksættelse af en afskedigelsessag.
Det er legalt, at en kollega går til en fælles leder, således at lederen kan medvirke til at der tages hånd om et misbrug eller et formodet misbrug.

Økonomisk sans

Leder og kollegaer har et fælles ansvar for, at der omgående reageres på en medarbejders misbrugsproblem og at vedkommende omgående tilbydes professionel behandling, med henblik på at vedkommende kan fastholdes på arbejdspladsen.

God dømmekraft

Herning Kommune ønsker ikke et generelt forbud mod indtagelse af alkohol på alle kommunens arbejdspladser, idet Herning Kommune har tillid til, at der på baggrund af en dialog mellem leder og medarbejdere på den enkelte arbejdsplads kan være en ansvarlig omgang med alkohol under hensyntagen til det arbejde, der skal udføres.


Det er ikke muligt at lave en entydig liste over, hvilke tegn en leder skal være opmærksom på hos en medarbejder, der kan have et misbrugsproblem. Der kan både være de direkte tegn og de indirekte tegn.

Af tegn skal dog nævnes følgende eksempler:

  • vedkommende lugter af alkohol,
  • usundt udseende,
  • dårlig koncentration,
  • kommer for sent til aftaler eller glemmer aftaler,
  • nedsat arbejdsindsats eller dårligere kvalitet i arbejdet,
  • mange pauser i løbet af dagen,
  • højere sygefravær - evt. drypvis og i et bestemt mønster,
  • benægter at have et problem.

Hvis en leder har en mistanke om, at en medarbejder har et misbrugsproblem, afholder lederen en samtale med medarbejderen. Medarbejderen skal have mulighed for at have en bisidder med til samtalen.


En henvendelse fra en medarbejder eller dennes familie om et misbrugsproblem, skal tages alvorligt og behandles fortroligt af pågældende leder. En henvendelse om et misbrugsproblem får ikke konsekvenser for den pågældende medarbejders ansættelsesforhold.

Med afsæt i at en medarbejders misbrugsproblem ikke er et privatanliggende, skal lederen i tilfælde af misbrugsproblemer medvirke til, at medarbejderen kommer i professionel/anerkendt behandling.

Behandlingen kan foregå enten:

  1. Ved at leder og medarbejder i fællesskab kontakter:

    Misbrugscenter Herning
    Tietgensgade 5
    7400 Herning

    Tlf.: 96 28 49 60 (alkohol)
    Tlf.: 96 28 49 99 (stof)

  2. Anden behandlingsform, der eksempelvis i samråd med medarbejderens egen læge aftales mellem arbejdspladsen og medarbejderen.

I forbindelse med behandling af en medarbejders misbrugsproblem, er den nærmeste leder ansvarlig for, at der skabes de nødvendige rammer for medarbejderens deltagelse i behandlingen af misbrugsproblemet, herunder tjenestefrihed til deltagelse i behandlingen efter behov.


Hvis en medarbejder ikke vil anerkende et misbrugsproblem og modtage hjælp til misbrugsproblemet, har lederen et ansvar for at få medarbejderen gjort opmærksom på, at et misbrugsproblem ikke er foreneligt med et arbejde ved Herning Kommune.

Alt efter hvordan misbrugsproblemet kommer til udtryk - eksempelvis ved forhøjet fravær, manglende opfyldelse af jobbets krav og/eller ændringer i medarbejderens arbejdsindsats i nedadgående retning, skal lederen følge op over for medarbejderen enten med en sundhedssamtale eller en tjenstlig samtale.

Ved samtalen skal det gøres klart for medarbejderen, at fortsat højt fravær eller manglende ændringer i adfærden i forhold til arbejdsindsatsen og/eller opfyldelse af jobbets krav vil kunne betyde, at Herning Kommune iværksætter en sag om uansøgt afsked.


Politikken er fra 2008.
Du er velkommen til at skrive, hvis du ønsker politikken tilsendt via mail.

Kontaktinfo

Anne-Mette Jespersen
leder af Misbrugscenter Herning
Tlf.: 9628-4960
Mobil: 30635876
Send e-mail til alkaj@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.